Hjernerystelse og piskesmæld
Flere oplever problemer med synet efter hjernerystelse og piskesmæld.
Man kan typisk opleve øget lysfølsomhed og at symptomer som hovedpine, svimmelhed, ubehag og udtrætning øges ved følgende aktiviteter:
- Læsning
- Skærmarbejde
- Krav om øjenkontakt
- Ved hyppigt blikskifte (f.eks. når man flytter blikket mellem nær til fjern)
- Når man ser på noget i bevægelse (f.eks. fjernsynsbilledet, barnet der gynger)
- Når man selv er i bevægelse og skal orientere sig (f.eks. En gå-/løbetur i ujævnt terræn)
- Når der er bevægelser i periferien af synsfeltet (f.eks. stearinlys der blafrer på bordet, modkørende biler)
Beretninger fra klienter i klinikken
Amalie, 22 år.
Hej med dig
Mit navn er Amalie, jeg er 22 år, og har været gæst hos Lene i ca. 1 år.
Tilbage i marts 2015 kom jeg galt afsted på min cykel og pådrog mig i den forbindelse en alvorlig hjernerystelse. (Husk lige cykelhjelmen, den havde jeg glemt!!)
Det var svært, at komme tilbage i topform og fortsætte med det liv som jeg havde før ulykken. Jeg blev ofte svimmel, følte mig utilpas, gik ofte ind i ting, kunne ikke holde til at læse osv.
Men så var jeg så heldig at møde Lene. Lene satte ord på mine problemer, og kunne forklare mig hvorfor jeg havde disse problemer. At jeg eksempelvis gik ind i ting, fordi mit syn havde oplevet et traume efter mit styrt. Hun fik tingene til at give mening, og jeg fik en forståelse for hvad der var sket. På den måde var det også nemmere at håndtere følgerne fra ulykken.
Med god og effektiv genoptræning (og ja, jeg har trænet 6 dage om ugen i ca. 1 år), står jeg her og har aldrig haft det bedre. Jeg kan læse, tosse rundt som et barn uden at blive svimmel (Ja, jeg ved godt at jeg er 22 år) og jeg kan nu alt det som jeg ikke kunne før. Det er fantastisk, og jeg NYDER alle de ting jeg nu kan!
Du er i gode hænder hos Lene, hun er fantastisk dygtig. Men hvis du skal opnå de gode resultater, skal du gøre dig selv den kæmpe tjeneste at lave dine øvelser, lige efter planen og din aftale med Lene. Så skal det hele nok lykkes.
Held og lykke med din træning, jeg ønsker dig alt det bedste!
– Amalie Tandrup
Bodil
Bodil har oplevet stigende synsproblemer efter en piskesmældsskade.
SYNSTRÆNING
Jeg kontaktede jeg optiker Lene Frigast gr. store problemer med mit syn. Problemerne var så store til sidst, at jeg når jeg nåede aften mange gange slet ikke kunne tåle at se ud af øjnene. Øjnene kunne ikke se sammen og det føltes som om venstre øje slog fra, jeg blinkede hele tiden og jeg havde ondt i øjnene, som var de fyldt med grus el. sand. Den smule jeg kunne holde ud til at se på, kunne jeg ikke ret godt ”forstå”.
Yderligere medførte problemerne m. øjnene udtalt fysisk træthed, irritation og koncentrationsbesvær og en fornemmelse af ikke at have styr på tingene, da jeg ikke kunne tænke på ret meget af gangen. Min hukommelse (som blev meget dårlig gr. piskesmældsskade i 1996) blev endnu dårligere. Mit samvær med andre fungerede heller ikke særligt godt, da jeg ikke var i stand til at ”indstille øjnene” på forskellige personer og samtidig følge samtalen.
Fjernsynskiggeri var begrænset til korte glimt af TV-avisen, og jeg læste overhovedet ikke bøger, min kreative side var helt ”gemt væk”.
TRÆNING
…..jeg havde meget svært ved mentalt at indstille mig på dette ”slavearbejde” 2 gange dagligt i så lang tid, men der var ingen vej udenom.
Under træningen flytter jeg bevidstheden rundt i kroppen til den del som trænes. Jeg føler det giver større intensitet og styrke i øvelsen.
På tidspunkter hvor jeg er kvalmende træt af træningen, bruger jeg visualisering til at komme videre. Jeg ser mig selv i forskellige situationer, jeg nu har meget vanskeligt ved at klare, vendt 180 grader.
EFTER 6 MDR. MED TRÆNING.
Pt. må jeg sige, at udbyttet af træningen er langt over, hvad jeg forventede:
Øjnene ser for det meste sammen.
Den ekstreme træthed og blinken med øjnene indtræder først senere på aftenen.
Jeg kan se fjernsyn uden væsentlige gener
– læser bøger (langsomt)
– laver lidt håndarbejde
– har lyst til at have gæster og gå i byen.
– Er blevet bedre til at samle mine tanker og strukturere min hverdag (jeg laver færre fejl på arbejde)
En ikke ubetydelig sidegevinst har jeg fået ved træningen i forhold til min piskesmældsskade. Stivheden og smerterne i nakke og ryg er næsten væk. Jeg kan dreje hovedet så meget, at jeg kan se mig selv over skulderen, og først der gør det ondt, ellers er der kun ømhed.
Før træningen fik jeg stærke smerter i nakke og delvis i ryg bare ved at vaske hænder i koldt vand eller ved at færdes ude i kulden om vinteren, selv om jeg var pakket ind i uld. Smerterne kom bare ved kulde på kinderne.
Alt i alt føler jeg, at jeg er ved at blive mig selv igen, og jeg er meget taknemmelig for den hjælp, jeg modtager.
Bodil M.K.
Dorte, 41 år, hjernerystelse
For 8½ år siden fik jeg en hjernerystelse.
Selvom det er blevet beskrevet som en lettere hjernerystelse forsvandt symptomerne ikke og efter 7 år led jeg stadig konstant af svimmelhed, træthed og koncentrationsvanskeligheder. Jeg glemte stort set alt og havde svært ved bare at følge en almindelig samtale. Jeg havde store problemer i min hverdag. Jeg kunne ikke længere læse da bogstaverne og linjer simpelthen forsvandt for mig, jeg havde problemer med at kære bil og kunne slet ikke oversku offentlig transport, og at handle var et mareridt af syns- og lydindtryk som ofte kastede mig dage i sengen efterfølgende. Jeg følte mig beruset, faldt ned af trapper og gik ind i ting.
Jeg fik stillet diverse diagnoser: stress, udbrændthed, depression, ADHD osv. Men ingen af diagnoserne forklarede rigtig, hvorfor jeg havde det som jeg havde. Jeg forsøgte at arbejde på normale vilkår men fik det kun værre og måtte hver gang sygemeldes.
Min tilknytning til arbejdsmarked blev svagere og svagere og til slut kom jeg i et ressourceforløb. Som en del af dette var jeg hos en neuropsykolog, som skulle lave en udtalelse til kommunen. Hun opdagede hurtigt at der var store problemer med balance og anbefalede et forløb hos Holstebro Syn og Motorik. Næsten 7 år efter mit fald, fik jeg forløbet bevilliget, som en del af mit ressourceforløb!
Da jeg startede hos Lene, konstaterede hun at min syn især drillede på to punkter: Dels havde jeg store problemer med mit perifere syn, jeg havde mistet evnen til at opfatte hvad der skete ud til siderne og gik nærmest som med skyklapper på. Dels var jeg dårlig til at stille skarpt når ting flyttede sig eller jeg drejede hovedet. Det forklarede hvorfor jeg blev så svimmel og dårlig tilpas af at gå på trapper eller tage i supermarked. Udover dette var mit syn næsten normalt og jeg kunne nøjes med en læsebrille og synstræning.
Langsomt begyndte resultaterne at vise sig og samtidigt oplevede jeg at jeg fik mere og mere overskud på andre punkter. <nu hvor synet ikke drillede var det muligt at bruge kræfterne på andre ting! Siden er det gået stærkt: jeg kan træne mere koncentreret og kan næsten mærke fra dag til dag at øvelserne bliver lettere for øjnene. Det har været så dejligt at opleve at det rent faktisk var muligt at rette op på de ting som jeg havde troet jeg skulle lære at leve med.
Lene har været fantastisk at komme hos. Udover at jeg har fået mit syn tilbage og dermed er sluppet af med balance- og koncentrationsproblemer, har hun givet mig forståelsen for mine symptomer og vigtigheden af ikke længere at presse mig selv.
1½ års genoptræning er ved at være slut. Min hjernerystelse er ikke væk, men takket være synstræningen kan jeg nu leve næsten som før. Jeg læser hver eneste dag, jeg kan køre bil, lave mad og handle ind og har endda overskud til at være social.
Og hvem ved? Måske jeg nu endelig igen kan finde min plads på arbejdsmarkedet…..
Lars, bankrådgiver, 31 år.
Hurtig og præcis indsats fra AP Care hjalp Lars tilbage til hverdagen
Lars, 31, er en aktiv mand med gang i både bankkarriere, fritidsaktiviteter og renovering af familiens hus i Vestjylland, da han en dag under ombygningen snubler og slår hovedet. Efter et tiltrængt hvil og en god nattesøvn kalder arbejdet mandag morgen. Lars har godt nok stadig hovedpine, og kollegerne siger, han er bleg og har blanke øjne. Men lægen mener, han fint kan tage på job, når blot han tager den lidt med ro.
Efter halvanden uge med hovedpine har Lars fået nok. Han begynder selv at researche, finder hjernerystelsesforeningens hjemmeside, og bliver her guidet til at sygemelde sig helt, slappe af, gå små rolige ture – og undgå alle skærme. Da det har stået på et par uger, henviser lægen Lars til en neurofysioterapeut. Lars er skeptisk, men beslutter at give det en chance. Samtidig får han via sit arbejde kontakt til AP Care, der vejleder om energiforvaltning, der er afgørende for at komme sig efter en hjernerystelse.
Neyrofysioterapeutens øvelser gør ikke den store forskel for Lars, men det gør energiforvaltningen. Han mærker forsigtig bedring og forsøger at starte roligt op på jobbet med tre gange halvanden time om ugen – inklusive pauser hver halve time, som helbredsvejlederen anbefaler. Det kommer nu helt af sig selv. For Lars kan ikke være på mere end en halv time ad gangen. Og snart går bedringen helt i stå.
Der er nu gået halvanden måned siden, Lars slog hovedet. AP Care tilbyder ham at blive undersøgt af en synsspecialist, og Lars, der er frustreret over den stærke hovedpine, takker ja. Hos synsspecialisten, en neurooptometrist, viser det sig, at Lars har udfordringer med sit samsyn, og han får udarbejdet en træningsplan. Øvelserne tager kun et kvarter om dagen, de er så krævende, at han må hvile sig bagefter. Men de virker.
”Jeg har en klar oplevelse af, at synstræningen hjælper. Stille og roligt begynder jeg at kunne klare lidt mere. Og som neuooptometristen forklarer, kan man let udvikle dårlige synsvaner, som kan gøre hovedpinen langvarig eller ligefrem kronisk.”
Tre måneder efter uheldet er Lars klar til at aftale en decideret optrapningsplan med sin leder. Han skal fortsat holde hyppige pauser, men formår hurtigt at øge timetallet fra ni til 14 timer om ugen. På opfordring bliver det også til nogle små, rolige løbeture – det er gavnligt, da det styrker blodgennemstrømningen, ikke bare i kroppen, men også i hjernen. Efter et par måneder arbejder Lars på halv tid. Og inden der er gået et halvt år, er han raskmeldt, fuldt tilbage på jobbet. Og i trivsel.
Han er overbevist om, at både energiforvaltningen og især den tidlige opmærksomhed på synsproblematikken har betydet, at han undgik en længerevarende sygemelding. Derfor er han også ekstra påpasselig med sit helbred. Har solgt sin motocross og mountainbike. Og købt sig en ny cykelhjelm.
”Den løbende vejledning og hjælpen fra AP Care har gjort en kæmpe forskel. Jeg er så taknemmelig for at slippe for hovedpinen og have det godt igen. Det vil jeg ikke sætte det over styr ved at være uforsigtig. Man kan sige, at jeg nu er blevet den fornuftige bankmand, jeg egentlig er”, kommer det med et smil fra Lars.
Undersøgelser viser, at en hjernerystelse kan give følgevirkninger på: samsynet, styring af øjnenes bevægelser, fokuseringen og den perifere opmærksomhed. Synsproblemerne gør det vanskeligt at fungere på arbejdet, i studiet, i skolen eller i fritiden.
I klinikken tilrettelægges et individuelt træningsforløb af synsfunktionen. Ligeledes rådgives om synshjælpemidler og skånehensyn,som kan have en effekt for rehabiliteringen.
Holstebro Syn og Motorik har specialist viden og ekspertise indenfor synsvanskeligheder, som kan opstå som følge af hjernerystelse og piskesmæld. Vi modtager bl.a. henvisninger fra Neurofysioterapien i Holstebro, Center for Kommunikation i Herning og Hjernerystelsesforeningen.
For yderligere information – kontakt klinikken.
Klientberetninger fra Holstebro Syn & Motorik
“Vi gik hos Lene i et år, det har været hårdt indimellem for det fylder, men bliver en del af hverdagen, og så har det hjulpet Kim helt fantastisk, så han læser og skriver godt i dag.
Faktisk kan han i dag følge med hans klassetrin – det havde vi ikke troet muligt for 1½ år siden.”
– Kim
“Jeg har læst en bog på 186 sider, det ville jeg aldrig kunne for 1 år siden. Der er ikke andet end at komme i gang, det betaler sig virkeligt meget, hvis bare man vil.”
– Pige 14 år
“Torben havde svært ved at læse, han læste langsomt, byttede om på småord og mistede ofte læsestedet. Lektie læsning var en daglig kamp.”
– En mors dagbog under træningsforløbet.